Blue Kettle

En forestilling om identitetens kollektive natur

Derek samler på mødre. Han har overbevist fem kvinder om, at han er den søn de bortadopterede ved fødslen. Hans kæreste Enid prøver at forstå hvorfor. Er det et trick? Selvfølgelig er det det, forsikrer han hende. Er der penge i det? Klart, svarer han, men hun er ikke overbevist.

Han har jo en mor i forvejen. Hun er svært dement og når han spørger hende om hans barndom - hvad hun forestillede sig han skulle blive - har hun ingen svar at give.

Alt imens forestillingen udspiller sig, vokser der en slags metastase i sproget. Ord byttes ud med enten “blue” eller “kettle.” Først næsten umærkeligt, måske en gang hver andet minut. Men lidelsen er fremskridende. Ord erstattes oftere og oftere. Karaktererne bemærker det aldrig, og tilskueren forstår situationerne ud fra konteksten, men sproget bliver gradvist overtaget af et tik, en ellipse, en ondartet vækst i meningsdannelsen. Til sidst, fylder “blue kettle” alt.

For os, handler denne forestilling om identitet. Vores selvfortælling - den historie vi bygger vores selvforståelse på - er ikke alene vores eje. Den bæres af alle dem, der har minder om os. Når vi mister dem der er os nærmest, til døden, til demens, til omstændighederne, så mister vi også dele af os selv. Kampen for at udfylde hullerne i en smuldrende selvforståelse, er drivkraften i dette rørende og intime drama.