Blue Kettle

af Caryl Churchill

En forestilling om identitetens kollektive natur

Derek samler på mødre. Han har overbevist fem kvinder om, at han er den søn, de bortadopterede ved fødslen. Hans kæreste Enid prøver at forstå hvorfor. Er det et trick? Selvfølgelig, forsikrer han hende. Er der penge i det? Klart, svarer han, men hun er ikke overbevist.

Han har jo en mor i forvejen. Hun er svært dement, og når han spørger hende om hans barndom – hvad hun forestillede sig, at han skulle blive – har hun ingen svar at give.

I takt med at forestillingen udspiller sig, vokser der en slags sygdom frem i sproget. Ord byttes ud med enten “blue” eller “kettle.” Først næsten umærkeligt, måske én gang hvert andet minut, men lidelsen er fremadskridende. Ord erstattes oftere og oftere. Karaktererne bemærker det aldrig, og tilskueren forstår situationerne ud fra konteksten, men sproget bliver gradvist overtaget af et tick, en ellipse , en ondartet vækst i meningsdannelsen. Til sidst fylder “blue kettle” alt.

For os handler denne forestilling om identitet. Om vores selvfortælling. Den historie, vi bygger vores selvforståelse på, er ikke vores alene. Den bæres af alle dem, der har minder om os. Når vi mister dem, der er os nærmest – til døden, til demens, til omstændighederne – så mister vi dele af os selv. Kampen for at udfylde hullerne i en smuldrende selvforståelse udgør drivkraften i dette rørende og intime drama.