Om FaderHvor Kompagniet

Fader Hvorfor?

FaderHvor Kompagniet er et produktionsteater, der undersøger, udfordrer og hylder familien.

Familien er fundamental. Om den er lykkelig eller ulykkelig, binder den vores første bånd til verden og grundlægger de tillidsforhold, identitetskampe og forventninger, som vi bærer med os resten af livet. Selv hvis vi afskærer den, kommer vi ikke helt af med den navle, som navlestrengen efterlod.

Familien består af mange ting. Den kan være bygget på kærlighed og omsorg, men den kan lige så vel være en faldefærdig konstruktion af skam, skyld og brudte løfter. Når vi bygger videre og skaber vores egne familier, hvilke materialer tager vi så i brug?

Familien har vægt. Den er en arv af kød og blod, kontrakter og paragraffer. Den skriver sine egne regler i hvert eneste forhold og udfordrer os til at gå med eller gøre oprør. Hvilke kampe tør vi at tage?

Familien er død, og dog lever den. Vi er vokset fra den, og dog omslutter den os stadig.

Vi bliver ved med at spørge: Hvad er familien? Tankerne og forventningerne til den er ikke de samme fra generation til generation. Kan vi genkende familien? Kan vi bruge den? Kan vi undvære den?

Familien kan vendes og drejes og udforskes fra tusind forskellige vinkler. Der er historier i alle familier, og vi vil fortælle dem.

Fader Hvordan?

Vores mål er at lave to forestillinger om året – en familieforestilling om sommeren og en voksenforestilling om vinteren.

Sommerforestillingen samler hele familien til en sjov og mindeværdig oplevelse for alle aldre. Gennem fælles grin på tværs af generationerne danner den grobund for nye samtaler og forbindelser.

Vinterforestillingen dykker ned i vores kernetema. Her fortæller vi historier, der bringer familiens relationelle, identitets- og samfundsmæssige spændingsfelter i spil på scenen.

Fader Hvorfra?

hør nu her, mit barn…

Da fader var dreng, var verden en helt anden. Der var der ikke et teaterkompagni, der hed faderHvor, og som havde Familien som omdrejningspunkt – men så en sommerdag i 2020 stødte Malte og Anders sammen på en grøn eng i den Fynske Landsby, og dér begyndte et venskab med et fælles kunstnerisk sprog. 

Under kyndig instruktion af Jesper Dupont udviklede trioen fire forestillinger, som tog udgangspunkt i H. C. Andersens fortællinger, med anvendelse af greb såsom Comedia Dell'arte, publikumsinteraktion og fysisk skuespil med en komisk tråd.  

Jesper var på det tidspunkt allerede fader selv, og som årene gik, voksede familierne ud af de to andre som blomster på engen. Mødet med faderskabet ændrede deres syn på livet og på kunsten. Det gav dem lyst til nye fortællinger og til nye roller i dem.

Byggestenene var lagt, og i 2026 opstod faderHvor Kompagniet. Et kompagni der drømmer om at lave teater for familien - med udgangspunkt i familiens dynamikker og fortællinger.

Fader Hvem?

Kunstnerisk Ledelse

Bestyrelse

bliv en del af familien