Malte Joe Frid

-kunstnerisk leder

Uddannet skuespiller ved Cornish College of the Arts, Seattle WA 1998-2002
Uddannet Ba. og Cand. Mag. Teater- og Performanceteori ved Københavns universitet 2007-2011
Husbond
Far til En dreng og to katte

Portrætfoto af en mand med mørkt hår, blå øjne, bart ansigt, iført sort jakke og mørkt t-shirt mod en neutral baggrund.

En af mine dybeste overbevisninger er, at det er vigtigt at samle mennesker. Vi er flokdyr, vi har brug for at se hinanden og mærke hinandens tilstedeværelse. Vi trives, når vi bekræftes i, at vi ikke er alene.

Derfor har jeg altid elsket teateret. Jeg elsker den rå, menneskelige tilstedeværelse, der er scenekunstens kerne. Jeg elsker den spejling, der sker mellem scene og publikum – og endnu vigtigere, den spejling der sker publikummerne iblandt. Både før, under og efter en forestilling. For når vi samles i salen, oplever vi forestillingen igennem hinandens sanser og værdier.

Jeg mærker det især, når vi laver vores familieforestillinger. Når flere generationer samles, får oplevelsen en anden dybde for alle involverede: Noget banalt og gakket bliver også sjovt for far, når søn sidder og kluklér, og en bemærkning, som flyver helt over hovedet på den yngste, bliver ikke kedelig, når mormor reagerer på den – for hvorfor gjorde hun mon det? Spørgsmål og samtaler opstår på en helt anden måde, end når fx en skoleklasse kommer på besøg, og alle børnene på forhånd er enige om, hvad der er fedt, eller når en flok nogenlunde homogene voksne samles til en forestilling, der bekræfter deres fælles værdier. Disse konstellationer har selvfølgelig deres egne nytteværdier, men det er bare noget andet, når tværgenerationelle familiedynamikker bringes ind på publikumsrækkerne.

Siden jeg blev far, er jeg også begyndt at betragte verden med min søns øjne. Det er et mærkeligt sted, går det op for mig.  Med nogle både besynderlige og vidunderlige væsener. Tiden teleskoperer, mens jeg reflekterer over min egen barndom og samtidigt prøver at forestille mig hans liv som voksen. Jeg tror ikke, mine oplevelser er unikke, tværtimod. Men jeg får lyst til at udforske dem og dele dem med andre – så vi kan vende og dreje dem, sammen.